1.-4. september 2022 finder Urban Sports Festival Aarhus sted for første gang. Festivalen foregår på Aarhus Ø omkring Bassin 7, Pier 3 og Pakhus 77.

Formålet med Urban Sports Festival Aarhus er at skabe en international event, som appellerer til en bred, primært yngre, målgruppe og som rummer både sport og festivalstemning.

I løbet af festivalen præsenteres fire sportsgrene: de kommende olympiske discipliner skateboard og break samt wakeboard og parkour. Undervejs vil der blive afholdt workshops, hvor publikum kan prøve de forskellige sportsgrene.

I løbet af dagene bliver der afviklet en række konkurrencer med international deltagelse: ’IWWF 2-Tower Wakeboard World Cup’ d. 2.-4. september, ‘United Break Battle’ d. 1. september, skatekonkurrencen 'Havnens Pearl Jam' d. 2. september og ‘Nordic Parkour Jampionships’ d. 3. september.

Sideløbende vil musik, sideevents og madboder bidrage til at skabe en sjov og inspirerende festivaloplevelse for publikum og udøvere.

Urban Sports Festival Aarhus er gratis og åben for alle.